Kendingsmelodi: Vi si’r HALLO, HALLO
SEEST SAMLING vil meget gerne være en aktiv medspiller for alle borgere i Seest området. Det sikres bl.a. via vores nye hjemmeside og vores Facebook gruppe.
Fint at vi har fået hjælp til at få dem etableret, men nu kommer så den spændende tid, hvor vi skal bevise, at vi kan gøre det anderledes på den positive måde til forskel fra så mange andre foreninger, som I møder på nettet.
Vores hovedide bygger på, at vi opbygger et netværk af ”Megafoner”. Altså folk som også synes, at det er sjovt at melde store som små tiltag og oplevelser ind til vores centrale tovholder Torben.
Kan vi f.eks. få 20 frivillige til at skrive lidt eller meget til siderne, så sikrer vi, at der er en koordineret nyhedsformidling om hvad der sker i Seest. Derved har vi ikke 1, men hele 21 webmastere i gang. Her kan beboer- eller grundejerforeninger, enkeltborgere, foreningsmennesker, firmaer og så det vi kalder ”område megafoner” hver give deres bidrag til at gøre vores forening aktiv. Vores egne Laug får selvfølgelig hvert et medlem i MEGAFON Lauget.
Det vil være rart, hvis laugsmedlemmerne i dette Laug aldersmæssigt spænder fra 16 – 90 år.
Lauget er selvkørende efter den første instruktion, men vi forventer, at Lauget (hvis medlemmerne har tid) mødes en gang i kvartalet over en ostemad og kaffe for at drøfte kommende tiltag. Også for at komme med ideer i massevis omkring handlingsmuligheder i SEEST SAMLING og i det omgivende samfund.
Det skal gerne være sådan, at det enkelte medlem synes, at opgaven er overskuelig og at det er spændende, fordi de arbejder med det, der netop interesserer dem.
Det kræver koordinering at være mange om opgaven, men når vi arbejder med et fælles sæt regler, forventer vi, at det ikke skaber problemer.
Vi i bestyrelsen glæder os til at se Lauget i fuldt vigør.
MELD DERFOR GERNE IND TIL BESTYRELSEN, hvis du har lyst til at være med eller har spørgsmål til måden hjemmesiden styres på.
Laugets kendingsmelodi øverst – det giver vel næsten sig selv!